Dansk skibshistorie genskabes på havnen i Køge

På havnen i Køge bliver der skabt historie. Eller rettere sagt, der bliver genskabt historie. På værkstedet i Køge Maritime Modelbyggerlaug, bygges der nemlig krigsskibe som dem, der var med i slagene ved Køge Bugt. Her mærker man tydeligt historiens vingesus, som hjælpes godt på vej af de mange spændende historier, medlemmerne kan fortælle, når man besøger værkstedet.

 

Maritim kærlighed

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men i Den Gule Hal på Køge Havn bor foreningen Køge Maritime Modelbyggerlaug, hvor medlemmerne fortrinsvis er pensionister med en kærlighed for det maritime og det kreative. De mødes hver uge for at bygge modelkrigsskibe efter rekonstruering af gamle, originale skibe. Hvert skib tager flere år at bygge, men så er alle detaljer til gengæld også fuldstændig genskabt og alt er lavet i hånden på det fine værksted.

 

Fokus på detaljer

Stemningen er munter og rigtigheden af de historiske detaljer diskuteres ivrigt, imens der snos reb og males bukser på små sømænd – også dem, der skal sidde med rumpen ud over rælingen oppe ved stævnen. For sådan foregik det dengang. Der var ikke toiletter med skyl ombord, og de fleste smertetilstande blev klaret med en flaske snaps. Det var barske vilkår, men det kan være svært at forestille sig, når man står og kigger på de flotte skibe, som er udført med fine detaljer og malet med guld de helt rigtige steder. Modelskibene bygges i skalaen 1:20 og ingen detaljer udelades. Således er der både kompas og kanoner og sågar en fin skibsklokke.

 

Støttet af Dronningen

Det store arbejde finansieres af fondsmidler og med hjælp fra sponsorer i lokalområdet. Og der er stor opbakning fra Køges erhvervsliv, når det gælder genskabelsen af de historiske mesterværker. Bl.a. sponsorerer Dana Lim den lim, der bruges, for at få sat de mange dele ordentligt sammen, og der gives rabat i den lokale trælasthandel. Sågar blev kr. 10.000,- doneret af Dronning Magrethe og Prins Henriks fond til hjælp til byggeriet af den første model, som var orlogsskibet Christianus Quintus.

 

Køge har en lang skibshistorie

Skibe som dem, der bygges på havnen i Køge, er først og fremmest lavet af træ. Modellerne er bygget af ægte flådeeg, dvs. de ege, som kongen befalede at blive plantet, efter at englænderne tog den danske flåde i 1807. Gl. Kjøgegaard har nu fældet disse egetræer og doneret egetræ til mange modeller. Men man har ikke altid brugt egetræ. Den maritime historie på Køge Havn, går langt tilbage. Faktisk lå der efter 1. verdenskrig hele to skibsværfter i byen. Her eksperimenterede man i efterkrigsårene med at bygge skibe i både jern og beton, fordi der ikke var så meget jern til rådighed efter 1. verdenskrig. Det viste sig imidlertid som en dårlig løsning. Skibene af beton var enormt klodsede og sank ganske enkelt.

 

Kom på besøg

Alle kan besøge Køge Maritime Modelbyggerlaug. Værkstedet og udstillingen er åben hver tirsdag og torsdag kl. 10-15, og hvis man kan lide røverhistorier og godt håndværk, er det bestemt et besøg værd. I udstillingen står det fine Linieskib Christianus Quintus, som stod færdigt i 2010.

Man er allerede i fuld gang med det næste spændende projekt. En kopi af Linieskibet Dannebroge. Dannebroge var det første danske orlogsskib, som blev bygget efter et komplet tegningssæt. Dannebroge var en dansk stolthed og er faktisk opkaldt efter Dannebrogsordenen. I 1710 sprang skibet i luften under en kamp med en svensk flåde i Køge Bugt, hvor det sank til bunds og stadig ligger den dag i dag.

 

Dannebroge på Universitetshospitalet i Køge

Modellen af Dannebroge forventes at stå færdigt om 2 år og skal herefter udstilles på det kommende Universitetshospital i Køge. Så kan alle, der kommer forbi, nyde det flotte syn og beundre de sirlige detaljer, og mindes en tid, der var engang for meget længe siden.

Se de flotte billeder

Fotos: Claus Sall | www.claussall.com

Det var en stor fornøjelse at besøge Køge Maritime Modelbyggerlaug! Værkstedet er fuld af sjove detaljer og små finurligheder, og man opdager hurtigt, at der står sande ildsjæle bag de mange detaljer, som pryder modeller af de flotte gamle skibe.

Vi kan varmt anbefale, at man tager forbi Den Gule Hal på havnen i Køge og besøge Køge Maritime Modelbyggerlaug